Der er øjeblikke i livet, hvor en begivenhed sker præcis der, hvor den skete. Hvor verdens støj forsvinder til en hvisken. Hvor hjertet er stilnet, før sindet kan forstå, hvad øjnene lige har set.
I dag er en af de dage.
En sand legende er gået bort.
Og når du indser, hvem han er, når det virkelig rører dig, så flyder tårerne ikke bare. De flyder.
Ikke fordi denne person blot var berømt. Ikke fordi hans navn var populært på tv eller optrådte på avisernes forsider i et par timer.
Ikke fordi de betød noget.
De var beregnet til en generation.
De blev bragt til familien.
Han var ikke bare en sjov fyr. Han var en person, der stille og roligt formede liv. Med en stemme, der guidede os gennem svære tider. Med et smil, der virkede velkendt, endda trøstende. Med en tilstedeværelse, der blev en del af vores hverdag: vores barndom, vores fester, vores bedring.
Nogle af os voksede op med dem.
Andre støtter deres arbejde selv på de mørkeste nætter.
Andre af os finder kærlighed, glæde og lykke i det, vi skaber sammen.
